IT-Politisk Forening har alene kommentarer til den del af lovforslaget, som omhandler implementering af artikel 15 og 17 i direktivet (EU) 2019/790 om ophavsret og beslægtede rettigheder på det digitale indre marked (”ophavsretsdirektivet”).

IT-Politisk Forening anbefale, at Kulturministeriet udskyder implementering af artikel 17 (den foreslåede § 52 e i ophavsretsloven) til folketingsåret 2021/22, hvor den resterende del af ophavsretsdirektivet vil blive gennemført i dansk lov. På det tidspunkt kan der forventes en dom, eller i hvert fald et forslag til afgørelse fra generaladvokaten, i sagen C-401/19, hvor EU-Domstolen skal tage stilling til, om artikel 17, stk. 4, litra b og c er forenelig med Charter om Grundlæggende Rettigheder. Uanset udfaldet af sagen ved EU-Domstolen må det forventes, at dommens præmisser vil indeholde væsentlig information om hvordan medlemsstaterne inden for rammerne af Charteret skal forene de modstridende hensyn i direktivets artikel 17, stk. 4 og artikel 17, stk. 7. Efter IT-Politisk Forenings opfattelse er det tvivlsomt, om høringsudkastet til § 52 e på dette punkt sikrer en korrekt implementering af artikel 17 i ophavsretsdirektivet.

Implementering af artikel 15 (§ 52 c og § 52 d)

Artikel 15 i ophavsretsdirektivet giver udgivere af pressepublikationer etableret i EU nye beslægtede rettigheder med hensyn til udbydere af informationssamfundstjenesters onlineanvendelse af deres pressepublikationer. Hvad der forstås ved onlineanvendelse er desværre kun defineret ganske overordnet i direktivets betragtning 58.

Der er tale om en ny rettighed, som delvist overlapper den eksisterende ophavsret for journalistiske artikler, og som kan have negative effekter på offentlighedens adgang til information. Derfor er det vigtigt, at anvendelsesområdet for den nye rettighed bliver afgrænset så præcist som muligt, så de negative effekter minimeres.

Afgrænsning og undtagelser fra den nye rettighed

Ifølge betragtning 57 i ophavsretsdirektivet skal den nye rettighed være underlagt de samme undtagelser og indskrænkninger som gælder for den almindelige ophavsret, eksempelvis citatretten. Det fremgår imidlertid ikke af de specielle bemærkninger til § 52 c, at den nye rettighed er underlagt de respektive undtagelser og indskrænkninger. Det bør også præciseres, at den nye rettighed i § 52 c ikke beskytter faktuelle oplysninger som meddeles i pressepublikationer.

Det fremgår af direktivets artikel 15, stk. 1 at den nye rettighed ikke gælder for private eller ikke-kommercielle anvendelser af pressepublikationer, som foretages af individuelle brugere. Af betragtning 55 fremgår det mere konkret, at denne anvendelse for individuelle brugere kan omfatte deling af pressepublikationer online (for eksempel på sociale medier). Artikel 15 er først og fremmest rettet mod onlinetjenester som nyhedsaggregatorer og medieovervågningstjenester, hvor det er tjenesten selv som forstår anvendelsen af pressepublikationer, mens anvendelsen på sociale medier sker på initiativ af individuelle brugere. Sidstnævnte falder uden for anvendelsesområdet for artikel 15.

Bemærkningerne til lovforslagets § 52 c kan imidlertid give det indtryk, at individuelle brugeres deling af pressepublikationer på sociale medier kan være omfattet. I de almindelige bemærkninger pkt. 3.1.2 nævnes sociale medietjenester i umiddelbar forlængelse af nyhedsaggregatorer og medieovervågningstjenester som eksempler på informationssamfundstjenester omfattet af artikel 15.

For at undgå eventuelle uklarheder om individuelle brugeres deling af pressepublikationer online, vil IT-Politisk Forening anbefale at sociale medietjenester ikke omtales i forbindelse med artikel 15 i de almindelige bemærkninger. Derudover bør det i de specielle bemærkninger til § 52 c, stk. 2, nr. 1 præciseres, at individuelle brugeres private eller ikke-kommercielle anvendelse, herunder deling af pressepublikationer på sociale medier, ikke er omfattet af den nye rettighed i § 52 c, stk. 1, uanset at præsentationen af indlæg på sociale medier fra individuelle brugere med henvisninger til pressepublikationer involverer anvendelse med kommercielle formål udført af en informationssamfundstjeneste. En sådan præcisering i forhold til deling på sociale medier findes i det tyske lovforslag vedr. implementering af artikel 15.

Den nye rettighed finder heller ikke anvendelse på hyperlinks, hvilket fremgår af § 52 c, stk. 2, nr. 2. De specielle bemærkninger til § 52 c, stk. 2 nævner at informationssamfundstjenester ikke må omgå stk. 1 ved at udforme dele af en pressepublikation som et hyperlink. Derudover bør det i bemærkningerne anføres, at § 52 c, stk. 2, nr. 2 altid vil gælde for det hyperlink som udgiveren af en pressepublikation selv har defineret for at tilgå en nyhedsartikel i en webbrowser, uanset at dette hyperlink måtte omfatte flere ord end § 52 c, stk. 2, nr. 3 eventuelt tillader (nogle udgivere af pressepublikationer benytter hyperlinks som indeholder alle ord fra artiklens overskrift).

Indgåelse af aftaler med udgivere af pressepublikationer

Det er vigtigt at aftaler om den nye rettighed kan indgås på en nem og ubureaukratisk måde. Lovforslagets § 52 d giver mulighed for at dette kan ske via aftalelicensordninger, så udbydere af informationssamfundstjenester ikke skal indgå individuelle aftaler med alle udgivere af pressepublikationer.

Muligheden for aftalelicensordninger ændrer imidlertid ikke ved, at nogle udbydere af informationssamfundstjenester vil undlade bestemte typer onlineanvendelse af pressepublikationer, når der skal betales for denne anvendelse. Det kan eksempelvis være visse søgemaskiner, som i stedet for at præsentere et hyperlink sammen med et kort tekstuddrag (snippet) for en nyhedsartikel fremover alene præsenterer det rene hyperlink (som ikke kræver tilladelse).

Store etablerede udgivere af pressepublikationer vil muligvis set dette som en fordel, fordi der kommer mere trafik til deres eget website, når et kort tekstuddrag ikke kan læses på søgemaskines website. I dette tilfælde understøtter artikel 15 udgiverens forretningsmodel. For mindre kendte onlinepublikationer, som primært tiltrækker læsere via søgemaskiner og nyhedsaggregatorer, kan det derimod være en ganske væsentlig ulempe, at der ikke præsenteres et kort tekstuddrag i forbindelse med søgeresultaterne.

For nogle udgivere af pressepublikationer kan de potentielle ulemper ved den manglende onlineanvendelse (præsentation af korte tekstuddrag) være så store, at de vil foretrække at stille deres artikler til rådighed for søgemaskiner m.v. uden licensbetaling.

IT-Politisk Forening vil anbefale, at det i lovforslagets bemærkninger bliver præciseret, at udgivere kan vælge at stille deres pressepublikationer til rådighed for onlineanvendelse omfattet af § 52 c, stk. 1 uden licensbetaling. Det vil være til gavn for såvel de relevante udgivere som offentlighedens adgang til information via eksempelvis søgemaskiner og nyhedsaggregatorer.

Udbydere af informationssamfundstjenester kan ikke operere med en formodning om, at visse udgivere vil tilbyde onlineanvendelse af deres pressepublikationer uden betaling. For at sikre en simpel og ubureaukratisk mulighed for at indgå aftaler uden licensbetaling (for de udgivere som ønsker dette), vil det være hensigtsmæssigt, hvis udgiverne via standardiserede HTML metatags kan ”signalere” over for udbydere af informationssamfundstjenester, at de ikke ønsker licensbetaling for bestemte typer onlineanvendelse. IT-Politisk Forening vil anbefale, at lovforslagets bemærkninger omtaler tekniske standarder (eksempelvis med HTML metatags) som en mulighed for at indgå aftaler om onlineanvendelse uden licensbetaling. Det vil bidrage til at skabe retlig sikkerhed for både udgivere af pressepublikationer og informationssamfundstjenester.

Implementering af artikel 17 (§ 52 e)

Artikel 17 kan bidrage til at sikre rettighedshaverne en fair andel af de indtægter (typisk reklameindtægter) som genereres på store kommercielle onlineindholdsdelingstjenester (OCSSP), når tjenestens brugere uploader andre rettighedshaveres værker. En implementering af artikel 17, som proaktivt fremmer indgåelse af aftaler om benyttelse af værker der uploades af tjenestens brugere, kan på samme tid sikre større betaling til relevante rettighedshavere og øge mængden af tilgængeligt indhold på disse tjenester til gavn for informationsfriheden (fordi færre brugeruploadede værker kræves fjernet af rettighedshavere).

Artikel 17 indebærer imidlertid også, at OCSSP'er skal have gjort deres ”bedste indsats” for at forhindre tilgængeligheden af værker, som der ikke er indgået licensaftaler for. På grund af de store mængder brugeruploadet materiale på de relevante tjenester vil dette i praksis ske med automatiserede teknologier (”uploadfiltre”), som kan indebære en betydelig risiko for at ikke-krænkende brugeruploadet materiale blokeres (overblokering). Det kan blandt andet ramme brugerskabte værker, som er omfattet en en undtagelse fra ophavsretten, eksempelvis de såkaldte ”memes” (parodi), et fænomen der er meget populært på sociale medier.

Det er vigtigt at artikel 17 implementeres på en sådan måde, at risikoen for automatisk blokering af lovlige værker begrænses. I lighed med artikel 15 har Kulturministeriet valgt en direktivnær implementering af artikel 17, hvor ordlyden af de enkelte bestemmelser (stk.) i § 52 e er meget tæt på ordlyden i artikel 17. Denne fremgangsmåde er imidlertid problematisk, når det er nødvendigt at foretage en afvejning mellem de modstridende hensyn i artikel 17, stk. 4, litra b og artikel 17, stk. 7. Denne indvending mod udformningen af § 52 e uddybes nedenfor.

Indgåelse af licensaftaler (§ 52 e, stk. 4, litra a)

Artikel 17 ophæver den eksisterende ansvarsbegrænsning i e-handelsdirektivet for OCSSP'er, og indfører i stedet en ny ansvarsfritagelse i artikel 17, stk. 4 som har tre kumulative betingelser (litra a-c).

Den første betingelse er at OCSSP'en har gjort ”bedste indsats” for at indgå licensaftaler for de værker som brugerne uploader. I forhold til den normale situation med rettighedsklarering, er der for en OCSSP den ret væsentlige udfordring, at aftalerne principielt skal omfatte de ukendte værker fra måske ukendte rettighedshavere som ukendte brugere vil uploade i fremtiden. Det er derfor særdeles vigtigt, at artikel 17, stk. 4, litra a gennemføres i tæt sammenhæng med proportionalitetsprincippet i artikel 17, stk. 5.

IT-Politisk Forening vil anbefale, at de specielle bemærkninger til § 52 e, stk. 4, litra a mere konkret fastsætter rammerne for hvordan OCSSP'er skal opfylde betingelsen om på ”bedste indsats” at søge at indgå aftaler med rettighedshaverne under hensyntagen til proportionalitetsprincippet. Disse rammer bør afhænge af tjenestens størrelse, typen af de værker som uploades samt de praktiske muligheder for at indgå aftaler om brugen af disse værker for private brugere på ikke-kommerciel basis.

IT-Politisk Forening vil konkret anbefale, at § 52 e suppleres med en eksplicit aftalelicensbestemmelse i stil med § 52 d (for artikel 15). I den forbindelse kan det i bemærkningerne anføres, at ”bedste indsats” kravene for at indgå licensaftaler generelt vil være større, hvis der er mulighed for aftalelicenser, i forhold til en situation hvor der skal indgås individuelle aftaler med hver enkelt rettighedshaver. Eftersom en OCSSP ikke ved hvilke værker brugerne vil uploade, må krav om individuelle aftaler med hver enkelt rettighedshaver hurtigere ramme tærsklen for hvad der er en proportional ”bedste indsats” i § 52 e, stk. 5 (artikel 17, stk. 5).

En fremhævning af aftalelicensordninger (og eventuelt andre kollektive licensordninger) ved implementeringen af artikel 17, stk. 4, litra a kan samtidig skabe incitamenter til nye aftalelicensordninger hos de rettighedshavere som ønsker at deres værker skal være tilgængelige på tjenester med brugeruploadet indhold (OCSSP'er).

Det må forventes at en række rettighedshavere, eksempelvis spillefilm (i hvert fald i fuld længde), ikke ønsker at deres værker kan uploades af OCSSP-brugere. Reklamefinansierede OCSSP'er vil typisk ikke kunne generere tilstrækkelige indtægter til at dette giver mening for rettighedshaverne.

Sådanne værker vil skulle håndteres af OCSSP'erne efter bestemmelserne i § 52 e, stk. 4, litra b og c. Fraværet af aftalelicensordninger for brugeruploadede værker bør efter omstændighederne kunne skabe en vis formodning hos relevante OCSSP'er om, at rettighedshaverne ikke ønsker at indgå aftaler. Det vil samlet set kunne bidrage til en mere ubureaukratisk proces for indgåelse af licensaftaler for værker hvor dette er muligt, uden at hverken OCSSP'er eller rettighedshavere skal bruge unødig tid på forhandling af licensaftaler, der alligevel aldrig vil kunne indgås fordi rettighedshaverne ikke er interesseret (med den betaling som reklamefinansierede tjenester med rimelighed kan tilbyde for licensaftalen).

Uploadfilteret (§ 52 e, stk. 4, litra b og c)

En implementering af artikel 17, stk. 4, litra a som fremmer aftalelicensordninger og sikrer rettighedshaverne en fair betaling for en større mængde brugeruploadede værker kan forhåbentlig bidrage til at begrænse behovet for uploadfiltre (hermed menes de foranstaltninger som fremgår af litra b og c i § 52 e, stk. 4). For en række OCSSP'er, specielt videodelingsplatforme, er det naturligvis urealistisk at der kan indgås aftaler med alle rettighedshavere.

For værker der ikke er omfattet af en licensaftale skal en OCSSP have gjort ”sit bedste” for at forhindre at specifikke værker, som rettighedshaverne har givet oplysninger om, uploades af brugerne (litra b). Dertil kommer en tilsvarede forpligtelse om ”takedown and staydown” for brugeruploadede værker, som rettighedshaverne indgiver en tilstrækkelig begrundet meddelelse om (litra c).

De specielle bemærkninger til § 52 e, stk. 4 har en relativt omfattende, omend på det tekniske plan stadig meget overordnet, beskrivelse af hvad ”bedste indsats” forudsætter i forhold til litra b og c. OCSSP'erne kan ikke ensidigt bestemme hvad de vil gøre, men skal følge branchestandarder fastsat i dialog med rettighedshaverne.

De nuværende state-of-the-art teknologiske løsninger er indholdsgenkendelsesteknologier som YouTube's Content ID. De er i stand til at genkende indhold, men de kan ikke vurdere den kontekst som det genkendte indhold indgår i. Det betyder at de nuværende automatiserede løsninger, som potentielt kan forhindre upload af værker uden licensaftale, ofte ikke vil være i stand til at skelne mellem en ophavsretslig krænkelse og en tilladelig brug af andre værker (eller en del heraf), eksempelvis under en undtagelse eller indskrænkning af ophavsretten.

Artikel 17, stk. 7 kræver imidlertid at samarbejdet mellem OCSSP'er og rettighedshaverne, altså i praksis brug af de nævnte indholdsgenkendelsesteknologier (uploadfiltre), ikke må føre til blokering af adgangen til brugeruploadede værker som ikke krænker ophavsretten. Artikel 17, stk. 8 forudsætter endvidere, at anvendelsen af artikel 17 ikke må føre til en generel overvågningsforpligtelse.

I Kulturministeriets udformning af § 52 e fremgår kravet i artikel 17, stk. 7 (ingen overblokering) som en særskilt betingelse i stk. 9, men uden at bemærkningerne giver nogen som helst anvisninger på hvordan en OCSSP skal sikre overholdelse af dette krav.

Efter IT-Politisk Forenings opfattelse har medlemsstaterne en forpligtelse til at gennemføre artikel 17 på en sådan måde, at der sikres en passende afvejning mellem de modstridende hensyn i artikel 17, stk. 4 og stk. 7. Det er nødvendigt for at sikre den rette afvejning af de forskellige grundlæggende rettigheder (især ophavsretten over for ytrings- og informationsfriheden), som er beskyttet af EU's retsorden.

Konkret må dette betyde, at artikel 17, stk. 4 og stk. 7 ikke kan implementeres uafhængigt af hinanden, som det reelt er tilfældet i nærværende lovudkast.

Hvis § 52 e, stk. 9 sammenlignes med stk. 4 fremstår førstnævnte nærmest som en hensigtserklæring, mens stk. 4 i bemærkningerne udpensles med en række konkrete krav til OCSSP'erne. En nærliggende fortolkning af Kulturministeriets udformning af § 52 e er derfor, at OCSSP'erne skal bruge teknologiske løsninger til at blokere brugeruploadet materiale baseret information fra rettighedshaverne (om værker som der ikke er indgået licensaftaler for), og lade klagemulighederne i § 52 e, stk. 6 være den praktiske måde hvorpå det sikres, at adgangen til lovlige brugeruploadede værker ikke blokeres.

Af udkastet til Kommissionens vejledning om implementering af artikel 17 (jf. direktivets artikel 17, stk. 10) af 27. juli 2020 fremgår det imidlertid, at afvejningen mellem stk. 4 og stk. 7 ikke kan sikres ved at brugerne ex-post kan klage over uretmæssige blokeringer af deres brugeruploadede værker med mulighed for at få dem genindsat (”Therefore, the guidance would take as a premise that it is not enough for the transposition and application of Article 17(7) to only restore legitimate content ex post, once it has been blocked.”). Den endelige vejledning fra Kommissionen efter den målrettede høring i september 2020 foreligger dog endnu ikke.

Ved den mundtlige forhandling af C-401/19 ved EU-Domstolen den 10. november 2020 var alle tre EU-institutioner (Kommissionen, Rådet og Europaparlamentet) enige om, at forpligtelsen i artikel 17, stk. 7 (ingen blokering af lovlige værker) har højere prioritet end forpligtelsen i stk. 4, litra b (bedste indsats for at forhindre upload af værker uden tilladelse). Det er reelt den modsatte prioritering af de to modstridende hensyn i forhold til hvad Kulturministeriets udformning af § 52 e lægger op til.

Hvordan EU-Domstolen vil fortolke afvejningen mellem de modstridende hensyn i artikel 17, stk. 4 og stk. 7 vil først blive afgjort på et senere tidspunkt i 2021. På nuværende tidspunkt er der imidlertid klare indikationer på, at Danmark ikke sikrer en korrekt implementering af artikel 17 (med nærværende lovudkast). Denne betydelige juridiske usikkerhed taler efter IT-Politisk Forenings opfattelse for at udskyde den danske implementering af artikel 17 til efter EU-Domstolens afgørelse i C-401/19.

En afvejning af de modstridende hensyn i artikel 17, stk. 4 og stk. 7, som tager hensyn til såvel rettighedshavernes som brugernes grundlæggende rettigheder, bør tage udgangspunkt i at indholdsgenkendelsesteknologier fungerer bedre i nogle situationer end andre. Hvis der er et næsten fuldstændigt match mellem en video eller lydfil uploadet af en bruger og et beskyttet værk som rettighedshaverne har givet information om til en OCSSP, er der normalt en ganske høj sandsynlighed for en ophavsretslig krænkelse. I den situation vil automatisk blokering generelt være forholdsvist uproblematisk.

Hvis indholdsgenkendelsesteknologien derimod kun producerer et match med anmeldte værker fra rettighedshavere for en del af brugerens uploadede værk (partielt match), bør der under ingen omstændigheder ske automatisk blokering uden en manuel kontrol på grund af den overhængende risiko for overblokering af lovligt materiale. I den forbindelse vil det typisk være relevant at anmode om brugerens redegørelse for hvorfor der er tale om en lovlig udnyttelse af de værker, som giver anledning til et partielt match. Derudover vil rettighedshaveren selvsagt have mulighed for at indgive en tilstrækkelig begrundet meddelelse om at fjerne det brugeruploadede værk i henhold § 52 e, stk. 4, litra c.

For at forebygge automatiske blokeringer på et forkert grundlag vil det være hensigtsmæssigt, hvis brugeren i forbindelse med upload af et værk kan angive over for OCSSP’en, at værket er udgivet under en åben licens (som Creative Commons) eller i public domain.

Behandling af klager fra brugere (§ 52 e, stk. 6)

Brugernes klagemuligheder består af to elementer. OCSSP'er er forpligtet til at stille en effektiv og hurtig klageordning med menneskelig kontrol til rådighed, hvis brugernes uploadede værker blokeres (litra b) eller fjernes (litra c). Derudover skal medlemsstaterne sikre, at brugerne har adgang til udenretslige ordninger for tvistbilæggelse.

Det anføres i de specielle bemærkninger til § 52 e, stk. 6, at i lyset af formålet med artikel 17 og strukturen i artikel 17, stk. 9 bør en klage ikke føre til, at det pågældende materiale er tilgængelig under behandling af sagen. Dette begrundes efterfølgende i de specielle bemærkninger med, at tjenesten kan ifalde ansvar for den ulovlige brug, hvis klagesagen eller tvistbilæggelsessagen falder ud til rettighedshavernes fordel.

IT-Politisk Forening undrer sig over denne begrundelse, som synes at være baseret på e-handelsdirektivets bestemmelser om konkret kendskab til det eventuelt ulovlige indhold (jf. artikel 14 i e-handelsdirektivet). Under artikel 17 er rammerne for tjenestens ansvarsfritagelse imidlertid bestemt af opfyldelse af ”bedste indsats” betingelserne i artikel 17, stk. 4, hvor lovgrundlaget efter artikel 17, stk. 7 samtidig skal sikre, at der ikke sker blokering af lovlige brugeruploadede værker.

Efter IT-Politisk Forenings opfattelse må det derfor afhænge af en konkret vurdering, om det pågældende materiale er tilgængeligt under klagesagen. Her bør det spille en væsentlig rolle, om at der tale om en automatiseret blokering (litra b) som brugeren bestrider, eksempelvis med henvisning til en undtagelse eller indskrænkning af ophavsretten, eller om der er tale om fjernelse af materialet i henhold til en tilstrækkelig begrundet meddelelse fra rettighedshaveren (litra c).

Den udenretslige ordning for tvistbilæggelse skal ifølge lovforslaget varetages af Ophavsretslicensnævnet. Dette nævn træffer ifølge dets egen hjemmeside primært afgørelser i sager om vederlag til KODA, Gramex og CopyDan Verdens TV. Siden år 2000 har nævnet i gennemsnit truffet afgørelse i én sag om året. Tvistbilæggelse efter artikel 17 vil være mindre sager mellem private brugere af OCSSP'er og professionelle rettighedshavere om lovligheden af konkrete brugergenererede værker. Derudover vil der formentlig være langt mere end et par sager om året.

For IT-Politisk Forening er det først og fremmest afgørende, at den valgte udenretslige ordning for tvistbilæggelse også i praksis sikrer brugerne en effektiv adgang en upartisk afgørelse i sagen. Det forudsætter efter vores opfattelse, at det er nemt for brugerne at indgive en klage til tvistbilæggelsesordningen, og at der ikke er prohibitivt høje udgifter forbundet med ordningen. For brugerne bør den udenretslige ordning for tvistbilæggelse enten være gratis eller i det mindste med et fast begrænset gebyr som det kendes fra Forbrugerklagenævnet.

Det fremgår imidlertid af bekendtgørelsen om Ophavsretslicensnævnet, at nævnet selv fastsætter udgifterne ved dets virksomhed, og at udgifterne som udgangspunkt deles mellem sagens parter. På Ophavsretslicensnævnet hjemmeside er der anført nogle honorarsatser for nævnet medlemmer, som hurtigt kan føre til prohibitivt høje udgifter for OCSSP-brugerne der er almindelige borgere, ikke professionelle aktører i det store ophavsretslige økosystem.

Undtagelse for parodi bør indføres generelt

Med § 52 e, stk. 10 indføres en undtagelse for karikatur, parodi og pastice, der gælder for værker som brugerne uploader til OCSSP'er. Ophavsretsloven har i forvejen en undtagelse for citatretten, som artikel 17, stk. 7 tillige kræver for OCSSP'er.

IT-Politisk Forening vil anbefale, at den nye undtagelse for parodi m.v. indføres generelt og ikke kun i forbindelse med OCSSP'er (som er det formelle krav i det nye direktiv). På andre onlineplatforme end OCSSP'er vil skaberne af parodiværker alternativt skulle forlade sig på retspraksis og en mere upræcist formuleret lovbestemmelse fra 1959-60. En undtagelse for karikatur, parodi og pastice baseret på Infosoc-direktivet 2001/29/EF vil skabe retlig sikkerhed for skaberne af parodiværker.