IT-Politisk Forening har den 2. juli 2018 sendt denne henvendelse til de danske medlemmer af Europarlamentet. Baggrund: den 5. juli 2018 skal plenarforsamlingen stemme om, hvorvidt den vil bekræfte eller forkaste det forhandlingsmandat som Europaparlamentets Retsudvalg (JURI) vedtog den 20. juli 2018. Læs mere om den videre proces for direktivforslaget, og hvad der stemmes om og hvornår, i denne EDRi blog post. For en uddybende forklaring på problemerne med artikel 13, se denne detaljerede analyse og denne blog post, begge fra EDRi. IT-Politisk Forening og EDRi har også indvendinger mod artikel 11 ("link skatten"), men vi fokuserer på artikel 13 i kampagnen op til afstemning den 5. juli 2018.

Kære [danske MEP],

Den 5. juli skal Europaparlamentet stemme om det forhandlingsmandat til direktivforslaget om ophavsret i det digitale indre marked, som parlamentets Retsudvalg (JURI) har vedtaget den 20. juni.

IT-Politisk Forening vil opfordre dig til at forkaste forhandlingsmandatet, så der ikke indledes trilog-forhandlinger med Rådet på grundlag af den tekst, som Retsudvalget har vedtaget. Det skyldes især artikel 13 i den vedtagne tekst, som vil have stærkt negative konsekvenser for borgernes frihed på internettet, herunder ytringsfriheden.

Artikel 13 ophæver den nuværende ansvarsfrihed efter e-handelsdirektivet for en række online-tjenester med bruger-uploadet indhold. Online-tjenesterne får det primære ansvar og den økonomiske risiko for at brugernes indhold ikke krænker andres ophavsret. Hvis der ikke er indgået (eller kan indgås) licensaftaler for det bruger-uploadede indhold, skal online-tjenesterne træffe foranstaltninger for at sikre, at det ikke gøres tilgængeligt for andre brugere (altså blokeres), hvis det krænker ophavsretten.

De omtalte foranstaltninger kan i praksis kun efterleves, hvis online-tjenester bruger automatisk indholdsgenkendelse som Content ID, der i dag anvendes af YouTube. Problemet med sådanne teknologier er, at de ikke er i stand til at skelne mellem ophavsretslige krænkelser og tilladelig brug af et ophavsretsligt beskyttet værk under en af undtagelserne i ophavsretsloven. For eksempel undtagelsen for parodi, som mange "meme" på internettet gør brug af. Disse undtagelser er implementeret på meget forskellig vis i de 28 EU-lande, hvilket yderligere vanskeliggør, at et automatisk indholdsfilter kan afgøre, om bruger-genereret indhold er lovligt eller ej. Fordi online-tjenesterne samtidig får det primære ansvar for brugernes eventuelle ophavsretslige krænkelser, vil de være tilskyndet til at "overblokere" for at begrænse deres nye økonomiske risiko.

Artikel 13 foreskriver på papiret en klagemulighed over for online-tjenesterne, hvis brugerne mener at deres uploadede indhold uretmæssigt blokeres. Men denne klagemulighed vil ikke være til stede, hvis online-tjenesterne i stedet blokerer indholdet med henvisning til deres generelle brugerbetingelser (terms of service). Denne fremgangsmåde må forventes, da kommercielle online-tjenester har en interesse i at undgå udgifterne til en klageprocedure vedrørende fortolkning af den komplicerede ophavsretslovgivning.

Af disse grunde vil automatiseret indholdsgenkendelse komme til at fungere som en indskrænkning af borgernes ytrings- og informationsfrihed. Derudover vil anvendelsen af automatisk indholdsgenkendelse på alt bruger-genereret indhold være en systematisk overvågning af borgernes internetadfærd, som kan føre til selvcensur.

Vi er på ingen måde uenige i, at det er vigtigt at sikre en fair aflønning af udøvende kunstnere, men artikel 13 og automatiseret indholdsfiltrering repræsenterer simpelthen den forkerte balance mellem ophavsretten og borgernes ret til privatliv og ytringsfrihed. Vi bemærker, at EU-Domstolen i Netlog-sagen (C-360/10) fandt, at Charter om Grundlæggende Rettigheder var til hinder for en automatisk indholdsfiltrering, svarende til det som artikel 13 i praksis kræver, fordi der ikke var en passende afvejning mellem ophavsretten og andre grundlæggende rettigheder.

Vi stiller os i øvrigt tvivlende over for, om artikel 13 reelt vil sikre flere penge til de udøvende musikkunstnere. YouTube, der ofte fremhæves i forbindelse med "value gap" diskussionen, har allerede licensaftaler med eksempelvis Koda, og med Content ID har YouTube endvidere implementeret den indholdsfiltrering, som artikel 13 kræver. Det er YouTube's konkurrenter, herunder mindre europæiske virksomheder, som vil blive pålagt nye byrder (udgifter til indholdsfiltrering og juridisk risiko). Man må derfor forvente, at artikel 13 vil styrke nettets store indholdsudbydere.

Mens artikel 13 har en meget usikker effekt i forhold til at sikre en fair aflønning af udøvende kunstnere, er der en række meget forudsigelige negative konsekvenser for borgernes grundlæggende rettigheder, specielt ytrings- og informationsfriheden på internettet. Artikel 13 gælder for alle typer indhold, ikke bare lyd (musik), og potentielt for et stort antal online-tjenester med bruger-genereret indhold.

Hvis Retsudvalgets forhandlingsmandat forkastes den 5. juli, vil det være muligt for Europaparlamentet at sikre, at forhandlingerne med Rådet sker på grundlag af en mere balanceret tekst, som ikke underminerer borgernes grundlæggende rettigheder på internettet. Retsudvalget har generelt ikke taget hensyn til de betænkeligheder vedr. artikel 13, som udtalelserne fra de øvrige udvalg, især LIBE og IMCO, giver udtryk for. Det er yderligere en grund til at hele Europaparlamentet bør stemme om ændringsforslag inden forhandlinger med Rådet.

Vi vil naturligvis meget gerne uddybe disse synspunkter vedrørende artikel 13.