Mit liv næsten uden småkager
Cookies eller småkager er et lille hjælpemiddel til at lette
behandlingen af websider, bl.a. til at huske hvor man var inde på en web-side
sidst, eller oplysninger om navn og adresser, så man ikke behøver taste dem ind igen.
Men disse oplysninger kan bruges til meget, bl.a. at man har været inde på
bestemte websider, og dermed har vist interesse måske for produkter eller sager,
og derfor måske er interesseret i at købe lignende produkter. Oplysningerne
kan så sælges til dem der gerne vil annoncere for et produkt. Dette er forretningsidéen
bag store selskaber som Google og Facebook, samt en underskov af mindre forretninger.
Interesser for websider kan også bruges til at lave en profil af dig, som
så kan bruges til at målrette reklamer, eller til overvågning.
Jeg blev irriretet over denne brug af cookies, bl.a. dukkede mit
billede fra Facebook med tilhørende navn op på mange andre sider end Facebook.
Jeg fandt ud af at ved at slette cookies fra facebook, så undgik jeg denne
eksponering i diverse dagblade mv.
Som tiden gik blev jeg mere og mere irriteret over cookies, og har så eksperimenteret
med helt at forbyde cookies. Det gøres i min browser, Firefox, under Præferencer -> Privatliv
under Historie - der skal man vælge "Usen custom settings for history" og så ikke have flueben
i "Accept cookies from sites". Så kan man gå ind og fjerne cookies under "Show cookies" og
enten fjerne dem alle, eller fjerne alle dem som man ikke mener man har absolut brug for.
For der er dog grænser for galskaben, og der er nogen sites som
jeg skal bruge, bla. itpol.dk hvor jeg så lader cookies stå. Det kan være særlige foreninger
som itpol.dk eller diskusionfora som version2.dk som man gerne vil deltage i med indlæg.
Man kan evt. lave en særlig liste med undtagelser under "Exceptions" på Privacy-siden,
og de kan både være tilladelser eller forbud.
Jeg har nu kørt med cookies slået fra i et par måneder, og jeg har cirka 20 sites i min
undtagelsesside. Nogen gange kan man blive nødt til at slå cookies til igen, fx hvis man skal
bestille en vare på nettet, men så må jeg ind igen og slå cookies fra, samt fjerne
de cookies som er kommet ind. Det har jeg måske brug for et par gange om måneden
så det er til at overkomme.
Har I andre lignende overvejelser, og kan det gøres nemmere? Er det besværet værd?