Lovforslaget udpeger i § 2 Rigspolitiet som kompetent myndighed for udstedelse af påbud om fjernelse, kontrol af påbud fra andre medlemsstater og tilsyn med gennemførelse af specifikke foranstaltninger, jf. artikel 12, stk. 1, litra a-c i TCO-forordningen, og der fastsættes i § 4 bestemmelser om pålæggelse af sanktioner, jf. TCO-forordningens artikel 12, stk. 1, litra d.

Derudover indeholder lovforslaget i § 3 en ordning, hvor Rigspolitiet underretter danske hostingtjenesteydere om den retlige virkning af påbud fra kompetente myndigheder i andre medlemsstater. Denne ordning skal sikre overensstemmelse med grundloven.

IT-Politisk Forening har følgende bemærkninger til lovforslaget.

Kompetent myndighed for udstedelse af påbud

TCO-forordningen overlader det til medlemsstaterne at bestemme, om den kompetente myndighed for udstedelse af påbud om fjernelse af terrorrelateret indhold online skal være en uafhængig domstol eller en administrativ myndighed. Justitsministeriet har med lovforslaget valgt en administrativ myndighed i form af Rigspolitiet.

Påbud om at fjerne indhold fra internettet udgør et vidtgående indgreb i retten til ytringsfrihed. En sådan afgørelse bør efter IT-Politisk Forenings opfattelse træffes af en uafhængig domstol, ikke af en administrativ myndighed.

Der er i dansk ret tradition for, at så vidtgående indgreb som nedlæggelse af forbud mod offentliggørelse af ytringer (der kan sammenlignes med påbud om fjernelse) sker med forudgående domstolskontrol. I retsplejelovens § 791 d kan blokering af en hjemmeside kun ske efter forudgående retskendelse. I den kommenterede høringsoversigt for L 192, folketingsåret 2016-17 fremhæver Justitsministeriet netop kravet om forudgående retskendelse for at sikre, at indgrebet med blokering af hjemmesider er proportionalt.

IT-Politisk Forening vil desuden henvise til en afgørelse af 18. juni 2020 (Nr. 2020-801 DC) fra Forfatningsrådet i Frankrig [1], hvor en bestemmelse i den franske Avia-lov, der gav administrative myndigheder mulighed for at udstede påbud om fjernelse af bl.a. terrorrelateret indhold med en tidsfrist på en time, blev underkendt. Ifølge præmisserne i Forfatningsrådets afgørelse var der i Avia-loven tale om et ikke-proportionalt indgreb i retten til ytringsfrihed, fordi fastlæggelse af hvilket indhold (ytringer) der er ulovligt kan foretages alene af en administrativ myndighed, og fordi den korte tidsfrist for fjernelse på en time ikke gav mulighed for domstolskontrol med opsættende virkning.

TCO-forordningen har samme korte tidsfrist for at reagere på et påbud som den franske Avia-lov (en time). Efter IT-Politisk Forenings opfattelse er det derfor nødvendigt, at påbuddet udstedes af en uafhængig domstol for at sikre, at indgrebet i ytringsfriheden er proportionalt.

Håndtering af påbud fra kompetente myndigheder i andre medlemsstater i forhold til grundloven

Med TCO-forordningen kan kompetente myndigheder i andre EU-lande udstede påbud om fjernelse direkte til hostingtjenesteydere etableret i Danmark. Efter grundloven er danske myndigheder imidlertid enekompetente til at udøve myndighedsbeføjelse på dansk territorium. Disse beføjelser kan jf. grundlovens § 20 med 5/6 flertal i Folketinget (eller folkeafstemning) overlades til mellemfolkelige myndigheder som EU, men ikke til andre stater.

For at løse denne konflikt mellem TCO-forordningen og grundloven indfører § 3 i lovforslaget en ordning, hvor Rigspolitiet underretter den danske hostingtjenesteyder om, at påbuddet fra den udenlandske myndighed har retlig effekt i Danmark.

Selv om § 3 i lovforslaget formelt indskyder en dansk myndighed i forhold til et påbud om fjernelse fra myndigheder i andre stater, er der ikke tale om en reel dansk myndighedsøvelse. Afgørelsen om at udstede et påbud om fjernelse til den danske hostingtjenesteyder ligger udelukkende hos den udenlandske myndighed, og Rigspolitiet fungerer i § 3 alene som et ”postkontor”, der videresender en afgørelse fra en udenlandsk myndighed med et dansk myndighedsstempel.

Muligheden for domstolskontrol efter grundlovens § 63 gælder alene for Rigspolitiets afgørelse om underretning, som ikke har et reelt indhold. Hvis selve påbuddet om fjernelse skal anfægtes ved en domstol, skal det ske i den medlemsstat, hvor den kompetente myndighed har udstedt påbuddet.

Ordningen i lovforslagets § 3 bør endvidere rejse principielle spørgsmål i forhold til grundlovens bestemmelser om suverænitetsafgivelse. De restriktive krav i § 20 for at overdrage beføjelser, der efter grundloven tilkommer danske myndigheder, bliver illusoriske, hvis et almindeligt flertal i Folketinget i stedet blot kan vedtage en lov, hvor en dansk myndighed på systematisk basis (som i § 3) formelt underretter borgere eller virksomheder om, at en konkret myndighedsudøvelse fra andre stater har retlig effekt på dansk territorium.

Kontrol af påbud om fjernelse fra myndigheder i andre medlemsstater

TCO-forordningens artikel 4, stk. 3 og 4 giver en vis, omend begrænset, mulighed for, at en dansk myndighed kan omgøre et påbud om fjernelse udstedt direkte til en dansk hostingtjenesteyder fra en udenlandsk myndighed. Muligheden er begrænset til de tilfælde, hvor påbuddet udgør en alvorlig eller åbenbar overtrædelse af TCO-forordningen eller de grundlæggende rettigheder og friheder, der er sikret ved EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder.

Idet visse medlemsstater har alvorlige retsstatslige problemer, kan et decideret misbrug af TCO-forordningen til politisk motiveret censur bestemt ikke udelukkes. Denne risiko forstærkes desuden af TCO-forordningens brede definition af terrorrelateret indhold. Definitionen er så bred, at EU-lovgiverne har fundet det nødvendigt at indsætte en særlig beskyttelse af bl.a. journalistisk indhold (præambelbetragtning nr. 12). Hvorvidt denne beskyttelse af ytringsfriheden respekteres er imidlertid afhængig af den kompetente myndighed, som udsteder påbud om fjernelse.

Efter IT-Politisk Forenings opfattelse bør de danske supplerende bestemmelser til TCO-forordningen sikre størst mulig uafhængig kontrol af påbud om fjernelse fra kompetente myndigheder i andre medlemsstater.

Lovforslaget udpeger Rigspolitiet som kompetent myndighed for kontrollen af påbud fra andre medlemsstater. Dermed vil det være samme myndighed, som først underretter den danske hostingtjenesteyder om påbuddets retlige effekt i Danmark, og derefter skal kontrollere påbuddet enten af egen drift (artikel 4, stk. 3) eller efter anmodning fra hostingtjenesteyderen eller indholdsleverandøren (artikel 4, stk. 4). Denne dobbeltrolle for Rigspolitiet kan rejse spørgsmål om myndighedens habilitet i forhold til kontrollen af påbud.

IT-Politisk Forening vil derfor anbefale, at kontrollen af påbud fra myndigheder i andre medlemsstater henlægges til domstolene, og at denne kontrol sker automatisk for alle grænseoverskridende påbud, hvilket TCO-forordningens artikel 4, stk. 3 giver mulighed for.

Rigspolitiet vil stadig kunne være modtager af en kopi af påbuddet fra den udenlandske myndighed (af hensyn til underretningen i lovforslagets § 3), men det bør ikke være til hinder for en ordning, hvor Rigspolitiet er forpligtet til at forelægge påbuddet fra udenlandske myndigheder for de danske domstole med henblik på i videst muligt omfang at foretage den uafhængige nationale kontrol, som TCO-forordningens artikel 4, stk. 3 (eller stk. 4) giver mulighed for.

Referencer

[1] Décision n° 2020-801 DC du 18 juin 2020 https://www.conseil-constitutionnel.fr/decision/2020/2020801DC.htm