IT-Politisk Forening har følgende bemærkninger til lovforslaget.

Opbevaring af DNA-profiler og fingeraftryk for dømte personer

Det er positivt, at lovforslaget indfører en differentieret opbevaringsperiode for dømte personer, da den nuværende praksis må antages at være i strid med EMRK artikel 8, jf. dommen af 13. februar 2020 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i sagen Gaughran mod Storbritannien (sagsnr. 45245/15).

Selv om opbevaringsperioderne generelt forkortes med den foreslåede § 6, stk. 2, vil der stadig være tale om meget lange perioder (15-40 år). Opbevaringsperioderne er desuden fastsat alene ud fra den laveste strafferamme for den sigtelse, som har ført til dom.

Strafferammerne siger i sagens natur noget om alvoren for den pågældende lovovertrædelse, men de siger ikke nødvendigvis noget om, hvorvidt der er tale om en lovovertrædelse, hvor brug af eksempelvis DNA-profilregistre er relevant eller nødvendigt for politiets efterforskning. Økonomisk kriminalitet, hvor der kan være ganske høje strafferammer, fordi straf på dette område kan have en vis forebyggende effekt, giver næppe en nævneværdigt forøget risiko for tilbagefald til voldskriminalitet efter udståelse af straffen.

Med retsplejelovens § 792 b, stk. 1 kan alle sigtede personer optages i DNA-profil- og fingeraftryksregisteret, hvis de sigtes for en lovovertrædelse med en strafferamme på mindst 1 år og 6 måneder, uanset om deres DNA-profil eller fingeraftryk er et relevant efterforskningsmiddel eller bevismateriale i den aktuelle sag. Rationalet for § 792 b, stk. 1 synes alene at være, at tilføje så mange personer som muligt til DNA-profil- og fingeraftryksregistrene med henblik på eventuel anvendelse i efterforskningen af fremtidige sager.

Efter IT-Politisk Forenings opfattelse er det tvivlsomt, om denne maksimalistiske tilgang er i overensstemmelse med kravet om proportionalitet, når der foretages indgreb i rettigheder sikret af EMRK artikel 8. I den forbindelse vil IT-Politisk Forening henvise til EMD's bemærkninger i præmis 34 af Aycaguer mod Frankrig (sagsnr. 8806/12), hvor lovgivning med overdreven registrering i DNA-profilregistre problematiseres.

Det er særligt problematisk, at lovforslaget kun i begrænset omfang giver mulighed for sletning ud fra individuelle hensyn, herunder ikke mindst forbedringer af den tidligere straffedes personlige forhold, som kan sandsynliggøre en lavere risiko for tilbagefald til relevant alvorlig kriminalitet.

Der er ganske vist i lovforslagets § 6, stk. 8 en mulighed for sletning før de angivne frister, men det fremgår af bestemmelsen, at den skal anvendes undtagelsesvist. Det forekommer ikke proportionalt, når § 6, stk. 2 som udgangspunkt giver muligt for meget lange opbevaringsperioder af DNA-profiler og fingeraftryk.

Det er også problematisk, at afgørelsen om den eventuelle sletning i registrene træffes af politiet selv, idet politiets ønsker om opbygning af store DNA-profil- og fingeraftryksregistre kan give et incitament til at afvise anmodningen. IT-Politisk Forening bemærker, at EMD eksplicit nævner denne problematik i præmis 41 i dommen i sagen M.K. mod Frankrig (sagsnr. 19522/09).

IT-Politisk Forening vil derfor anbefale, at mulighederne for tidligere sletning i § 6, stk. 8 forbedres, så de ikke har karakter af undtagelsen, men fremstår som en reel mulighed for alle personer efter udståelse af deres straf. Derudover bør afgørelsen om sletning træffes af en uafhængig part, eksempelvis domstolene, ud fra en konkret afvejning af personlige forhold, herunder risikoen for tilbagefald til kriminalitet, den konkrete udmålte straf i sagen (og ikke bare strafferammen), samt omstændighederne i øvrigt i den straffesag, som gav anledning til registreringen.

Opbevaring af DNA-profiler og fingeraftryk for sigtede, men ikke-dømte personer

Lovforslaget udvider mulighederne for på generel basis at opbevare DNA-profiler og fingeraftryk for sigtede, men ikke-dømte personer, idet den nuværende slettefrist på 10 år fra endelige frifindelse m.v. ændres til 10, 15 eller 20 år med differentiering ud fra den laveste strafferamme for sigtelsen.

Det er IT-Politisk Forenings klare opfattelse, at EMD's dom i sagen S. og Marper mod Storbritannien (sagsnr. 30562/04 og 30566/04) skal fortolkes på en sådan måde, at en generel opbevaring af DNA-profiler og fingeraftryk for ikke-dømte personer udgør en krænkelse af EMRK artikel 8, jf. præmis 125 i dommen. EMD henviser i den forbindelse til uskyldsformodningen og risikoen for stigmatisering (præmis 122).

I præmis 47 anfører EMD, at næsten alle europæiske lande sletter DNA-profiler umiddelbart efter frifindelse med få undtagelser, som skal have begrundelse i den konkrete sag, der blev efterforsket, eller en anden relateret efterforskning. På den baggrund må der ud fra EMD's retspraksis være en begrænset skønsmargin for medlemsstaters (herunder Danmarks) mulighed for at opbevare DNA-profiler for sigtede, men ikke-dømte personer.

Den nuværende 10-årige opbevaringsfrist er allerede yderst problematisk, hvilket blev fremhævet af flere høringsparter ved lovændringen i 2010 (lovforslag L 90, folketingsåret 2009-10), herunder Institut for Menneskerettigheder. Af betænkningen til L 90 fremgår det endvidere, at flere partier i Folketinget i 2010 havde betydelige betænkeligheder ved en så lang (altså 10 år) opbevaringsfrist for sigtede, men ikke-dømte personer, og derfor ønskede en evaluering efter 5 år. Denne evaluering er tilsyneladende aldrig udført af Justitsministeriet.

Der er ikke sket ændringer i EMD's retspraksis, som kan begrunde en opbevaringsperiode på 10 år eller mere for ikke-dømte (dvs. uskyldige) personer. Justitsministeriet fremhæver alene, at der med lovforslaget vil ske en differentiering af opbevaringsperioden, men det kan ikke bidrage til at opfylde kravene i EMRK artikel 8, når selv den korteste opbevaringsperiode er for lang (10 år), og når opbevaringsperioderne er fastsat ud fra generelle kriterier uden reference til omstændigheder i den konkrete sag, som muligvis i exceptionelle tilfælde kan begrunde fortsat opbevaring af DNA-profiler og fingeraftryk for personer, der er blevet frikendt (eller hvor sigtelsen er opgivet).

IT-Politisk Forening skal desuden bemærke, at der med de foreslåede § 6, stk. 1 og stk. 2 vil være en relativt beskeden forskel på opbevaringsperioderne for dømte og ikke-dømte (altså uskyldige) personer. For de berørte personer, der efter en sigtelse netop er blevet optaget i DNA-profil- og fingeraftryksregisteret, vil forskellen på eksempelvis 15 år og 25 år til sletning afhængig af frifindelse eller dom i sagen næppe blive anset som særlig stor, idet begge tidsfrister vil blive opfattet som "næsten uendelig" eller i hvert fald meget lang tid ud i fremtiden.

Ikrafttræden af de nye slettekrav i § 6 (specielt stk. 2)

Det er ikke acceptabelt, at lovforslaget ikke fastsætter en bindende tidsfrist for gennemførelse af de nye slettefrister i specielt § 6, stk. 2, idet ikrafttræden af lovforslagets bestemmelser overlades til justitsministeren, jf. den foreslåede § 10. Af de specielle bemærkninger til § 10 fremgår det endvidere, at tidspunktet for de differentierede tidsfrister er uvist, men at det er forventningen, at det ikke vil ske inden for de nærmeste år, idet det forudsætter store tilpasninger af IT-understøttelsen.

På nuværende tidspunkt har Rigspolitiet endnu ikke implementeret de krav om sletning i DNA-profilregisteret og specielt fingeraftryksregisteret for ikke-dømte personer, som blev vedtaget af Folketinget i 2010 for at bringe dansk lov i overensstemmelse med EMRK artikel 8 (med den daværende fortolkning). Et af problemerne er muligvis, at Rigspolitiet har et begrænset incitament til at gennemføre de nødvendige sletninger, fordi man har en opfattelse af, at store registre er en fordel for politiets efterforskningsmuligheder.

Lovforslaget bør derfor fastsætte en bindende tidsfrist for gennemførelse af de nødvendige sletninger i DNA-profil- og fingeraftryksregisteret. Hvis det ikke er muligt inden for tidsfristen at tilpasse IT-systemerne til de sletteprocedurer, som er nødvendige for at overholde EMRK, må Rigspolitiet i stedet foretage en manuel gennemgang af registrene.

Den systematiske opbevaring af følsomme personoplysninger i strid med EMRK artikel 8 bør i øvrigt eksponere Rigspolitiet (og dermed den danske stat) for et potentielt stort antal sagsanlæg med krav om erstatning for ulovlig behandling af følsomme personoplysninger, jf. § 59 i retshåndhævelsesloven (som fortolket efter EU-retten).

Søgninger i DNA-profilregisteret og fingeraftryksregisteret

Lovforslaget fastsætter ingen materielle eller processuelle betingelser for søgninger i DNA-profilregisteret og fingeraftryksregisteret. Der eksisterer alene betingelser for optagelse, opbevaring og sletning i registrenes persondel og spordel.

Behandling af DNA-profiler er mere indgribende end behandling af fingeraftryk, hvilket bør være afspejlet i betingelserne for både lagring og adgangen til de lagrede oplysninger (herunder søgninger). Det handler ikke alene om det fysiske indgreb ved optagelse af biometri (legemsbesigtelse versus legemsindgreb), men i mindst lige så høj grad om den efterfølgende behandling af personoplysninger, selv hvis anvendelsen alene er personidentifikation. DNA-profiler kan bl.a. indeholde oplysninger om beslægtede personer, jf. præmis 80-81 i Gaughran mod Storbritannien. Hvis det biologiske materiale opbevares ved siden talkoderne i DNA-profilen, er indgrebet ved registrering og opbevaring af en persons DNA selvsagt endnu større, jf. bemærkningerne nedenfor.

Det er muligt at foretage søgninger i DNA-profilregisteret i forbindelse efterforskning af lovovertrædelser med en strafferamme under 1 år og 6 måneder, hvor kravene til optagelse af en personprofil i registeret ikke er opfyldt. Hver enkelt søgning indebærer behandling af følsomme personoplysninger for alle personer i registeret. Det kan derfor næppe være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, at søgninger i DNA-profilregisteret er muligt for efterforskning af alle lovovertrædelser uden et passende kriminalitetskrav.

Søgninger i DNA-profilregisteret indebærer desuden en risiko for falsk-positive matches, hvorved personer i registeret uberettiget kan blive udsat for mistanke. Denne risiko øges i takt med DNA-profilregisterets størrelse. Der er sågar eksempler på, at personer er blevet dømt på grundlag af sådanne forkerte matches, muligvis fordi usikkerhederne ved DNA-beviser er blevet undervurderet i retssystemet. I den forbindelse har det været nødvendigt for politiet at gennemgå mere end 10000 historiske sager med DNA-beviser.

Når det har været nødvendigt at gennemgå over 10000 sager, må det samtidig stå klart, at søgninger i DNA-profilregisteret ikke har været underlagt tilstrækkelige retsgarantier for de berørte personer.

Det er endvidere problematisk, at fingeraftryksregisteret indeholder fingeraftryk optaget i forbindelse med udlændinge- og indrejsekontrol efter bestemmelserne i udlændingeloven (B-filen). Hvis disse fingeraftryk gøres til genstand for databasesøgninger i forbindelse med efterforskning af straffesager, sker der viderebehandling af følsomme personoplysninger (biometri til entydig identifikation) til et nyt formål.

Søgninger i fingeraftryk optaget efter udlændingeloven bør kun være tilladt for efterforskning af kriminalitet af en vis grovhed, eksempelvis svarende til kravene for sådanne søgninger i det fælles identitetsregister (CIR), jf. artikel 22 i forordning (EU) 2019/817.

Opbevaring af biologisk materiale

Justitsministeren får med § 8 i lovforslaget mulighed for at fastsætte nærmere regler om opbevaring og sletning af det biologiske materiale, som har dannet grundlag for optagelse af DNA-profiler i registeret, og tilsvarende for fingeraftryksregisteret. En tilsvarende bestemmelse blev i 2010 indsat i § 7, 2. pkt. i den gældende lov om Det Centrale Dna-profil-register, men har endnu ikke været udnyttet.

Det fremgår ikke af bemærkningerne til § 8 hvordan justitsministeren planlægger at bruge denne beføjelse. Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget pkt. 2.4.1 fremgår det imidlertid, at det biologiske materiale opbevares lige så længe som DNA-profilen, uanset at der ikke er fastsat regler som kan hjemle denne opbevaring.

I lighed med Datatilsynets høringssvar til L 90, folketingsåret 2009-10 finder IT-Politisk Forening denne praksis meget problematisk. Det må betragtes som særdeles tvivlsomt, om den opfylder kravene om bl.a. proportionalitet og opbevaringsbegrænsning i databeskyttelseslovgivningen, idet formålet med behandling af personoplysninger i det biologiske materiale alene er beregning af de talkoderne i DNA-profilen.

Anbefaling R (92) 1 fra Europarådets Ministerkomité om brugen af DNA i retssystemet anfører i pkt. 8, at det biologiske materiale ikke bør opbevares efter den endelige afgørelse i straffesagen.

Som Datatilsynet påpeger i høringssvaret for L 90 (2009-10), er alle tidligere proportionalitetsvurderinger for det danske DNA-profilregister baseret på, at der sker opbevaring af personoplysninger afledt fra ikke-kodende områder af DNA. Denne forudsætning er imidlertid ikke opfyldt med den danske praksis, når det biologiske materiale også opbevares ved siden af DNA-profilen.

Hvis det biologiske materiale fortsat opbevares efter udregning af talkoderne i DNA-profilen, vil der være en risiko for viderebehandling af personoplysninger i det biologiske materiale til endnu mere indgribende formål, eksempelvis en genetisk kortlægning af de personer, som befinder sig i DNA-profilregisteret. Riskoen for datalæk, hvor kriminelle aktører eller fremmede stater kan tilegne sig disse ekstremt følsomme personoplysninger og udføre den omtalte genetiske kortlægning, kan heller ikke ignoreres.

IT-Politisk Forening er opmærksom på, at det i nogle situationer kan være nyttigt for politiet af opgradere DNA-profilerne med nye DNA-systemer, men dette hensyn kan ikke med nogen rimelighed begrunde opbevaring af det biologiske materiale for alle personer i DNA-profilregisteret, når der tages hensyn til de betydelige risici for de registrerede, som denne opbevaring af biologisk materiale uundgåeligt indebærer.

I konkrete sager, hvor der eksempelvis er behov for en opdatering af 10-DNA-systemet til 16-DNA-systemet, vil der om nødvendigt kunne udtages nyt biologisk materiale fra den pågældende person. Da det må antages, at sådanne situationer er enkeltstående, i hvert fald i forhold til spørgsmålet om nødvendighed, vil der generelt være mindre indgribende foranstaltninger end opbevaring af det biologiske materiale for alle personer i DNA-profilregisteret.