Gl. censur

Censur

in

"Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres."
Danmarks Riges Grundlov, §77

De fleste danskere er enige om, at censur ikke bør finde sted i et retssamfund. Alligevel har der de senere år været tiltag til at indføre censur på Internettet:

Børneporno-filter

Rigspolitiet og Red Barnet udarbejder løbende en liste over sites, som er mistænkt for at sprede børneporno. Denne liste bruges af næsten samtlige internet-udbydere til at begrænse for adgangen til disse sites. Så vidt så godt - der er jo ingen, der vil forsvare børneporno.

Problemet er, at filteret fungerer udenfor retssystemet. Der ikke er nogen offentlig kontrol med, hvad der bliver filtreret, og der er ingen mulighed for at anke, hvis man uretmæssigt får filtreret sit site. Man får ikke engang at vide, at ens site bliver filtreret. IT-Politisk Forening har søgt om aktindsigt i indholdet af filteret - og fået afslag.

Happy slapping

I foråret 2006 blev der talt meget om "happy slapping" - det fænomen, at unge begår vold, mens de optager det på video med deres mobiltelefoner. Straks var flere politikere på banen med udsagn om, at der skulle blokeres for de sites, hvor man kunne se den slags videoer.

Dette demonstrer meget godt, hvorfor censur er et problem: De voldelige handlinger er i sig selv ulovlige, så det vil næppe hjælpe at forbyde adgangen til videoerne. Tværtimod vil censur medvirke til at skjule problemet, for almindelige internet-brugere vil ikke længere kunne danne sig et indtryk at problemets omfang og karakter. Videoerne vil antageligvis - ligesom børneporno - stadig blive distribueret i lukkede kredse.

Læs IT-Pol's brev til Simon Amnitzbøll om happy slapping.

Teleudbyderes ansvar for indhold

I oktober 2006 blev internet-udbyderen Tele2 pålagt at spærre for deres kunders adgang til sitet allofmp3.com. Københavns Byret gav IFPI ret i, at allofmp3.com tilbød ulovlig download af ophavsretsligt beskyttet musik - og at det var teleudbyderens ansvar at blokere for det.

Igen blev censur som genvej i retssystemet: I stedet for at sagsøge allofmp3.com direkte, valgte IFPI at lægge sag an mod en helt tredje part. På den måde har allofmp3.com ikke haft lejlighed til at føre deres sag i retten. I stedet pålægges en privat virksomhed at fungere som håndhæver af andres rettigheder.

En kedelig tendens

Det er altid en glidebane at indføre censur: Når man først har indført det på ét punkt, er der mindre tøven med at indføre det på det næste punkt. I små bidder forsvinder retten til at samle information. Det er ikke tilfældigt, at Grundloven er så klar på området: Enhver form for censur er en direkte forhindring for ytringsfrihed.

Bilag Størrelse
ITST rapport fra 2006 om Initiativer til bekæmpelse af børneporno på internettet 109.56 kB
ITST sep 2005: Rapport om internetudbydernes håndtering af ulovligt indhold og ytringsfrihed 191.53 kB