Lovforslaget har til formål at gennemføre direktiv (EU) 2023/1544 om harmoniserede regler for udpegning af bestemte forretningssteder og udpegning af retlige repræsentanter med henblik på indsamling af elektronisk bevismateriale i straffesager.

Selv om Danmark pga. retsforbeholdet ikke deltager i politisamarbejdet, vil en række instrumenter om adgang til oplysninger via dette direktiv alligevel få virkning i Danmark, fordi danske tjenesteudbydere forpligtes til en udpege en repræsentant i et andet EU-land, medmindre de alene udbyder tjenester i Danmark.

Konsekvensen af direktivet og lovforslaget er derfor, at danske tjenesteudbydere, der udbyder tjenester i andre EU-lande, vil blive forpligtet til at udlevere oplysninger om deres brugere uden at dansk politi og domstole er involveret i processen via aftaler om gensidig retshjælp, som det er tilfældet i dag. Det gælder også for oplysninger vedr. personer, der befinder sig i Danmark og er under dansk jurisdiktion.

For danske borgere indebærer lovforlaget, at deres personoplysninger kan blive udleveret til udenlandsk politi uden at betingelserne i den danske retsplejelov nødvendigvis er opfyldt.

For personer i Danmark med særlige immuniteter og privilegier i forhold til editionskendelser (eksempelvis journalister, advokater og læger), vil det være op til udenlandske myndigheder at vurdere, om disse forhold skal føre til afslag på en editionskendelse. På grund af den geografiske afstand og mindre kendskab til relevante danske forhold, er der en større risiko for at relevante immuniteter og privilegier ikke bliver taget i betragtning i fornødent omfang.

Danmark er naturligvis forpligtet til at gennemføre direktivet, men IT-Politisk Forening skal opfordre til, at det sker på en måde, som i videst muligt omfang begrænser ulemperne for både danske borgere og danske tjenesteudbydere.

Definition af elektronisk bevismateriale

Direktivets anvendelsesområde er ”modtagelse, overholdelse og håndhævelse af afgørelser og kendelser udstedt af medlemsstaternes kompetente myndigheder med henblik på indsamling af elektronisk bevismate­riale i straffesager”, jf. direktivets artikel 1, stk. 1.

Begrebet ”elektronisk bevismateriale” er imidlertid ikke defineret i selve direktivet eller i det danske lovforslag.

I forordning (EU) 2023/1543 om europæiske editionskendelser og europæiske sikringskendelser, der blev forhandlet og vedtaget samtidig med direktivet om retlige repræsentanter i lovgivningspakken om e-beviser, er elektronisk bevismateriale i artikel 3, nr. 8 defineret om

”abonnentdata, trafikdata eller indholdsdata, der opbevares i elektronisk form af eller på vegne af en tjenesteudbyder på tidspunktet for modtagelsen af en attest for en europæisk editionskendelse (EPOC) eller en attest for en europæisk sikringskendelse (EPOC-PR).”

Forordningen om e-beviser og direktivet om retlige repræsentanter gælder for de samme tjenesteudbydere. Den retlige repræsentant kan imidlertid modtage afgørelser og kendelser under andre EU-instrumenter, for eksempel den europæiske efterforskningskendelse.

Direktiv 2014/41/EU om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager har ingen selvstændig definition af ”elektroniske beviser”, men anvender i stedet begrebet ”bevismateriale” i en bredere betydning, som også omfatter fremadrettet aflytning af kommunikation.

For at undgå uklarheder om hvilke typer udenlandske afgørelser og kendelser, som danske tjenesteudbydere er forpligtet til at efterkomme via deres retlige repræsentant i et andet EU-land, vil IT-Politisk Forening opfordre til, at der i lovforslaget indsættes en definition af elektronisk bevismateriale svarende til den som benyttes i forordningen om e-beviser.

En sådan afgrænsning i lovforslaget vil præcisere, at danske tjenesteudbydere via deres repræsentant i et andet EU-land alene skal efterleve afgørelser og kendelser om abonnentdata, trafikdata eller indholdsdata, der opbevares på tidspunktet for modtagelsen af afgørelsen eller kendelsen. Fremadrettet aflytning af kommunikation hos danske tjenesteudbydere vil derimod skulle gennemføres via aftaler med Danmark om gensidig retshjælp, hvilket indebærer involvering af dansk politi og danske domstole.

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Justitsministeriet anfører i lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 5, at de samlede administrative omkostninger for erhvervslivet ikke vurderes til at overstige 4 millioner kr., hvorfor de ikke kvantificeres nærmere. Det begrundes med, at kravet om at udpege retlige repræsentanter kun vurderes til at omfatte forholdsvis få datterselskaber i udlandet.

IT-Politisk Forening vil opfordre Justitsministeriet til nærmere at redegøre for antagelserne bag denne vurdering, herunder hvor mange tjenesteudbydere i Danmark, som forventes omfattet af lovforslaget, og hvad deres omkostninger forventes at være for at udpege en retlig repræsentant og etablere interne procedurer til at overføre elektronisk bevismateriale til den retlige repræsentant på en måde, som sikrer overholdelse af alle forpligtelser vedr. databeskyttelse og cybersikkerhed.

Det er IT-Politisk Forenings umiddelbare vurdering, at der i Danmark er etableret en lang række tjenesteudbydere omfattet af lovforslagets § 1, stk. 1, som udbyder deres tjenester i såvel Danmark som andre EU-lande. Tjenesteudbydere inden for hosting (datalagring) og registrering af domænenavne udbyder ofte deres tjeneester i andre EU-lande end Danmark, fordi tjenestene udbydes via internettet, og fordi der i EU generelt tilstræbes et digitalt indre marked for sådanne tjenesteydelser.

Vejledning til danske tjenesteudbydere om afslags- og indsigelsesmuligheder for udenlandske afgørelser og kendelser

IT-Politisk Forening vil opfordre til, at Justitsministeriet udarbejder en vejledning til danske tjenesteudbydere om deres muligheder for at gøre indsigelse mod en udenlandsk kendelse via den retlige repræsentant.

Artikel 17, stk. 1 i forordningen om e-beviser giver mulighed for at fremsætte begrundede indsigelser, hvis efterlevelse af en europæisk editionskendelse ville være i strid med en forpligtelse i henhold til et tredjelands gældende ret.

Formålet med artikel 17 er at håndtere internationale lovkonflikter, når det territoriale anvendelsesområde for editionskendelser fra EU-lande udvides til tredjelande via forordningen om e-beviser.

Tjenesteudbydere etableret i et tredjeland kan risikere en situation, hvor de efter EU-retten er forpligtet til at udlevere bestemte oplysninger til kompetente myndigheder i et EU-land, og hvor deres nationale lovgivning samtidig forbyder en sådan udlevering af oplysninger. Et eksempel på en sådan lovkonflikt kunne være den amerikanske Electronic Communications Privacy Act (ECPA), som forbyder udlevering af indholdsdata fra elektroniske kommunikationstjenester til udenlandske politimyndigheder.

Idet Danmark i denne sammenhæng reelt har status som tredjeland, formoder IT-Politisk Forening, at artikel 17 også vil kunne påberåbes af retlige repræsentanter for tjenesteudbydere etableret i Danmark. IT-Politisk Forening bemærker i den forbindelse, at Justitsministeriet selv henviser til indsigelsesmulighederne i forordningens artikel 17 i lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.2.1.

En vejledning fra Justitsministeriet til danske tjenesteudbydere bør omfatte en redegørelse for eventuelle danske lovbestemmelser, som efter omstændighederne vil kunne udgøre en relevant modstridende forpligtelse i forhold til artikel 17 i forordningen om e-beviser.