IT-Politisk Forening

Der er ikke grund til at være bange for at musikere skulle holde op
med at lave musik. Der er skabt fremragende musik i tusinder af år og
det vil der blive med, uanset hvordan musikken distribueres.

Selvom mange bekymrer sig over ulovlig kopiering af musik, tjener
musikbranchen stadig masser af penge, endda selvom den nu er i hård
konkurrence med video- og computerspilbranchen.

Det samme gælder for andet indhold end musik.

BEKVEMMELIGHEDEN OP OG PRISEN NED.

Hvis man stadig ønsker at tjene penge på at sælge digitale værker til de
enkelte forbrugere, skal prisen ned og bekvemmeligheden op.

PRISEN NED.

Kunsten er at sænke prisen ned og stadig tjene godt på det. Det kan
lade sig gøre fordi:

- Det med at opbygge en samling af favoritplader eller film hører
fortiden til. Nu opbygger de fleste enorme samlinger af numre, men
hører de færreste numre mere end en gang eller to, eller henter ofte
nye numre og smider de gamle væk. Da der ikke længere er udgifter af
betydning til distributionen, burde det være muligt at sælge mange
flere numre til en meget lavere stykpris.

- De sparede udgifter til produktion og distribution af værkerne kan
bruges til at sænke prisen. Der kan også spares på produktion
og markedsføring. Pladeselskaberne siger at de udgifter er
nødvendige. Men hvis der ikke er råd til TV-reklamer, så må man klare
sig uden. Nogle musikere kan indspille deres musik næsten gratis,
mens andre er nødt til at bruge mange penge på studietid,
instrumenter, mm. Men så vil produktionsprisen afspejle sig i udvalget
og prisen på produktet, ligesom for alle andre varer. Det må være
forbrugerne, der med deres pengepung afgør, hvor meget "dyr" musik,
der skal produceres, på samme måde som de har afgjort, at der skal
laves flere musik-CD'er end fx granitskulpturer.

BEKVEMMELIGHEDEN OP.

Mange kopierer ikke kun digitale værker ulovligt for at spare
penge. De ulovlige værker er også bedre. Man kan kopiere dem, bruge
dem på alle afspillere, overføre den til alle mp3/mpeg/tekst
afspillere, tage backup af dem. Man kan også få ekstra materiale, som
sangtekster, indholdslister, indskannede covers osv. Forbrugere
forventer med god ret, at de kan købe et værk i eet land og bruge det
i et andet land, noget som ofte kræver ulovlig kopiering eller
omgåelse af tekniske foranstaltninger.

FRIHED:

DRM (Digital Restriction Manegement) systemer har til formål at
begrænse den måde, vi kan bruge digitale værker på. Også ellers lovlige
anvendelser begrænses, som fx sikkerhedskopier, afspilning på
Linux-computere, kopiering til MP3-afspiller. Det kan ikke undgå
voldsomt at forringe værdien af værkerne. Musikbranchen taler om
interoperabilitet for DRM-systemer, men der er så tale om indbyrdes
interoperabilitet mellem de eksisterende DRM-regimer; det er ikke
muligt at sikre en interoperabilitet, der tillader producenter af
indhold og afspillere at få deres produkter på markedet uafhængigt af
disse DRM-regimer.
DRM er fordyrende pga direkte licensafgifter, ekstra krav til hardware
og dannelsen af monopoler i distributionsleddet.

FORMATER:
Der er ikke plads til at betale for distributionen af musik
i form af afgifter til patenter, lukkede formater, osv. Ogg/Vorbis,
Theora, Dirac, og Flac er eksempler på formater der er gratis at bruge
og understøttes af Open Source software, der også er gratis at
bruge.

SAMFUND.
Myndigheder og ophavsrettighedshavere er altid fristet af nye
muligheder for kontrol og overvågning. Men samfundet er af hensyn til
økonomien og demokratiet afhængigt af en ret fri spredning af
informationer, også selvom de er omfattet af ophavsret. Man kan tage
et par fotokopier af en artikel til sine venner, man kan låne en bog,
man ser på bogreolen et sted, man er på besøg, man kan læse i naboens
avis, man kan optage TV-avisen på VHS-bånd, osv. Det må vi ikke sætte
over styr i den digitale verden.

Det er afgørende, at man kan søge informationer anonymt. Systemer, der
registrer borgeres brug af digitale værker, vil hæmme udbredelsen af
ideer og tanker. Det er ikke bare et spørgsmål om porno; hvilke bøger,
avisartikler og hjemmesider vi læser, kan være ret
personligt. Registrering vil ramme mennesker, der i forvejen er udsat
for et religiøst, kulturelt eller politisk pres.

Det er især musik- og filmbranchen, der presser på for at indføre
kontrol og overvågning i forbindelse med ophavsret (der er et vist
interessefællesskab med statens censurfiltre og terrorlovgivning). Men
når først systemerne er på plads, vil det jo nok også komme til at
omfatte værker med mindre eller slet ingen økonomisk betydning. Der er
allerede set eksempler på systemer, der begrænser adgangen til værker
i offentligt eje (public domain).