Skip to top of page

Kommentarer til konference om blankbåndsudgiften

IT-Politisk forenings bidrag til midtvejsevaluering af blankbåndsordningen

IT-Politisk Forening repræsenteret ved Niels Elgaard Larsen og Ole Tange lovede på konferencen den 23. marts 2005 skriftligt at uddybe vores betragtninger omkring to beslægtede problemstillinger:

  1. På konferencen gav IFPI udtryk for at bl.a. udtryk for, at vores ønske om at kunne fremstille kopier til personlig brug af kopibeskyttede værker efter §12, Lov om Ophavsret, kunne imødekommes ved at rettighedshaverne udviklede DRM-systemer, der tillod 2 til 3 personlige kopier. Kulturministeren har tidligere henvist til direktivets artikel 52, som opfordrer rettighedshaverne til dette. Men det er altså valgfrihed for rettighedshaverne.

    Vi tror ikke at det kommer til at ske. I alt fald ikke for, hvad vi forstår ved personlige kopier. Rettighedshaverne kunne lave systemer der tillod:

    • At et værk blev kopieret 2 gange fra én computer til en anden type DRM-enhed, fx en MP3-afspiller, eller en krypteret backup på en CD.

    • At et solgt værk kunne eksistere på fx tre DRM enheder, der kunne kommunikere med en fælles DRM-server.

    Men rettighedshaverne vil ikke tillade personlige kopier i et frit format, der kan bruges på Linux-computere, CD-anlæg i bilen, DRM-frie afspillere osv, for så kan begrænsningen på antallet af kopier ikke opretholdes.

    De mest oplagte problemer med såkaldte ``private kopier'' indenfor DRM-systemer er:

    • De er ikke private. Det har Apple iTunes for nyligt demonstreret ved at indskrænke mulighederne for at tage private kopier af værker, som allerede var købt af kunderne. Kunderne har ingen garanti for, at de kan bruge deres kopier på fremtidige afspillere. Hvis man betaler for en vare, som producenten kan gøre ubrugelig efter at man har købt den, så ejer man den ikke.

    • De forstærker monopoldannelsen og hindrer konkurrencen. For hvis man fx har overspillet sine CD'er til sin DRM MP3-afspiller, mister man sine sange hvis man erstatter sin MP3-afspilller med et fabrikat, der bruger et andet DRM-system.

    • De tjener sjældent formålet med private kopier. Hvis man fx ønsker at tage en backup for også at kunne høre sin musik om 20 år, er det ikke sandsynligt, at man får gavn at kunne gemme den på to-tre computere, med samme DRM-system og i praksis også samme styresystem.

  2. Det er ikke tilfredsstillende for os at det er lovligt at bryde en kopispærring for at kunne høre eller se et værk (personlig tilegnelse). Det skyldes tre ting:

    • En lov kan bestemme hvad personer må gøre, fx at de ikke må kopiere et kopibeskyttet værk. Vi finder sådan en lov forkert, men den giver mening fordi love gælder for mennesker. Problemet her er at loven går videre. Den siger at man ikke må distribuere programmer eller anordninger, der er udviklet for at omgå kopispærringer. Der er meget stor forskel på at lovgive om hvad personer må gøre og på at lovgive om hvad software, der distribueres, må gøre.

    • Programmer har ikke noget formål og programmer består typisk af mindre dele, lave af forskellige udviklere, som ikke altid tilhører samme firma eller organisation og lavet på forskellige tidspunkter. Det er slet ikke muligt at sige om formålet med hver del af et program er at kopiere kopibeskyttede værker.

    • Programmer, der kan afspille et kopisikret værk vil ofte kunne bruges til at kopiere værket. Og hvis man har afgang til kildekoden eller kan ændre i programmet, kan de altid bruges til kopiering.

Det kan måske lyde temmelig abstrakt. Men for alle os som beskæftiger os med software er det et helt konkret problem. Det kan vi illustrere med denne fortælling:

Niels har en kopisikret fil, BUL.KS, med bulgarsk folkemusik. Da Niels er god til at programmere, beslutter han at lave et program der kan afspille den, for det har kulturministeren jo sagt, at han godt må.

Den slags programmer består normalt af tre dele: En del, der håndterer filformatet, en del der får lydkortet til at afspille musikken og en brugergrænseflade, med der kan justere lydstyrken, stereobalance osv. Da der i forvejen findes masser af programmer, der kan styre Niels's lydkort og har en brugergrænseflader, behøver Niels kun at programmere den del, der håndterer den kopibeskyttede fil med folkemusik.

Programmører kan binde dele af programmer sammen til et program på mange måder. Hvilken er ikke afgørende for eksemplet. Men Niels bruger en af de ældste og mest udbredte på Unix og Linux-computere: ``pipes'', som er en måde at lede det, der kommer ud af et program ind i et andet program. Det gør han, fordi det er lettest for ham.

Det foregår ved at Niels laver et program, kaldet fildekod, som læser filen og omdanner lyden til MP3 formatet.

I den kommandofortolker, som findes på alle Linux-computere (på en Windows computer, kan DOS-boks bruges), skriver han så kommandoen:

fildekod BUL.KS | mpg123

ebar-tegnet kaldes en pipe og gør at det, der kommer ud af fildekod-programmet sendes videre til programmet ``mpg123'', som sørger for at musikken bliver afspillet v.h.a. lydkortet og højttalere på computeren. ``mpg123''-programmet findes på de fleste Linux-computere.

Det er alt sammen helt lovligt og Niels kan nu høre sin musik.

Men så hører han, at Anne også har sådan en bulgarsk fil, som hun ikke kan afspille, så han sender hende fildekod programmet.

Anne skriver:

 fildekod BUL.KS | mpg123

hver gang hun vil høre sin musik.

Men så en dag vil Anne høre den bulgarske folkemusik mens hun jogger i fælledparken, så hun skriver:

fildekod BUL.KS > ulovligfil.mp3

som laver en MP3-fil med musikken, som hun uploader til sin MP3-afspiller.

I fælledparken fanger Antipiratgruppen Anne i en razzia og sagsøger nu Anne for at have kopieret musikken ulovligt og Niels for efter §75c, stk. 2 i Lov om Ophavsret at have distribueret et program, der har til formål at bryde kopispærringer.

Anklagemyndigheden argumenterer for, at Niels burde have vidst, at Anne ville bruge programmet til at kopiere kopisikret musik.

Anne er skyldig i at have brudt kopisikringen for at lave en ulovlig kopi.

Men moralen er, at enten er Niels skyldig i at have distribueret et program, der kan omgå kopispærringer; men det betyder så, at ingen vil distribuere den slags programmer og Anne kan så ikke komme til at høre sin bulgarske musik, for hun kan ikke selv lave det nødvendige program. M.a.o., hvis man ikke er skrap til at programmere, kan man ikke bruge det til noget, at man godt må omgå kopisikringer for at høre musik.

Eller også er Niels uskyldig, og så kan han lægge programmet på sin hjemmeside og alle i hele verden kan bruge hans program til ulovlig at kopiere bulgarsk musik.

Forskellen på kopiering og aflytning er her kun ét tegn. "|" eller ">''. Og man kan jo ikke afhøre fildekod programmet, for at finde ud af hvad dets formål er.